Projektleder for psykiatrifaglig kvalitet

Vil du arbejde med psykiatrifaglig kvalitet og patientsikkerhed i praksis – for eksempel gennem systematisering af procedurer og arbejdsgange, håndtering af interne audits, klagesager og opfølgning på utilsigtede hændelser – og være med til at sikre, at læring bliver omsat til konkrete forbedringer? 

Hos Hejmdal Privathospital søger vi en projektleder til en nyoprettet stilling, hvor du får en central rolle i vores kvalitetsarbejde og i understøttelsen af psykiatrifaglig kvalitet og lægefaglig ledelse. Stillingen er oprettet, fordi vi ønsker et øget fokus på området og en stærkere understøttelse af fremdrift i vores kvalitetsindsatser på tværs af organisationen. 

Stillingen kan have arbejdssted på en af vores fire klinikker, som enten vil være på Frederiksberg, i Aarhus, Odense eller Aalborg. 

Som projektleder bliver du en del af projektkontoret og arbejder tæt sammen med lægefaglig ledelse, tværfaglig ledelse og klinikkerne på tværs af organisationen. Du får en hverdag med både driftsnære og mere udviklingsorienterede opgaver, hvor du er med til at skabe struktur, overblik og fremdrift. 

“Stillingen har en central rolle i at skabe sammenhæng mellem vores kvalitetsarbejde og den kliniske praksis. Du får mulighed for at arbejde tæt på ledelsen og gøre en konkret forskel i hverdagen.” 
– Daniela, nærmeste leder 

Dine opgaver inkluderer 

  • Håndtering af klager og utilsigtede hændelser, herunder dialog med patienter, sagsbehandling og opfølgning 
  • Opsamling og omsætning af læring fra klager, UTH’er og audits til konkrete forbedringer 
  • Understøttelse af psykiatri- og lægefaglig ledelse med planlægning, koordinering og opfølgning på indsatser 
  • Overblik over aktiviteter, deadlines og beslutninger samt opfølgning på aftaler 
  • Koordinering og implementering af indsatser i samarbejde med klinikledelser 
  • Planlægning af interne audits og forberedelse til styrelsesbesøg 
  • Udvikling af systematiske procedurer, arbejdsgange og undervisning inden for patientsikkerhed 
  • Onboardingaktiviteter til behandlerfaglige medarbejdere 

Dine kvalifikationer 

Vi forestiller os, at du har erfaring med kvalitetsarbejde i sundhedssektoren – meget gerne inden for psykiatrien – og trives i en rolle med mange samarbejdsflader. 

Det vigtigste er, at du: 

  • Har solide projektleder kompetencer  
  • Arbejder struktureret og selvstændigt og kan skabe overblik og fremdrift 
  • Er analytisk og kan omsætte indsigter til praktiske løsninger 
  • Kommunikerer klart og professionelt – også i dialog med patienter 
  • Trives med samarbejde på tværs af fagligheder og lokationer 
  • Følger op på opgaver og sikrer, at aftaler bliver til handling 

Hjertet af Hejmdal 

Hejmdal Privathospital er Danmarks største psykiatriske privathospital med afdelinger på Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg. Vores faguddannede medarbejdere er kompetente og dedikerede speciallæger, læger, psykologer, sygeplejersker og andre fagfolk. 

Hejmdal Privathospital udreder og behandler børn, unge og voksne inden for en bred vifte af psykiatriske tilstande. 

Vores fokus er at møde hver enkelt patient og deres familie med både ekspertise, omsorg og medmenneskelighed. Vi hjælper patienter fra både forsikringsselskaber, kommuner og regioner samt privatbetalende patienter. 

I Hejmdal er vi ordentlige og ambitiøse, og vi tager ansvar og bruger vores handlerum. Arbejdsglæde er fundamentet for vores arbejdsdag, hvor vi altid stræber efter at hjælpe flest muligt, bedst muligt. 

Vi kan have travlt, men vi tager os tid til fællesskab, humor, trygge rammer, godt kollegafællesskab, udvikling og uddannelse. Vi dyrker en kultur, der værdsætter og giver plads til innovative ideer samt medindflydelse. 

Ansøgning 

Lyder det som noget for dig, så send os dit CV med en kort beskrivelse af din motivation for at søge stillingen. 

På grund af sommerferie er det ikke muligt at kontakte os for henvendelser om stillingen i ansøgningsperioden.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Jobområde: Øvrige
Stillingstype: Fuldtid
Hejmdal Privathospital